FV U4 Smølfer

Året 2016-2017
Året 2016 - 2017

U4 Smølfebold:

Børn elsker at bevæge sig, og gennem leg udvikler de sig både fysisk, psykisk, socialt og kognitivt. Hver gang et barn bevæger sig, erfarer og lærer det noget nyt – om sig selv, andre børn, samt om verden omkring sig.

På U4 Smølfebold udfordrer vi børnenes motorik gennem forskellige lege både med og uden bold, samt på forhindringsbaner. Her fokuserer vi på at børnene bliver trygge ved bolden, begynder at kunne kaste/gribe, samt skyde og ramme.

Igennem forskellige øvelser stimuleres de tre primære sanser: balancesansen, følesansen og muskel-ledsansen. Disse sanser er vigtige for at opbygge børns motoriske færdigheder, kropsbevidsthed, samt evne til at indgå i sociale sammenhænge. Balancesansen stimuleres, når vi bevæger os på forskellige måder, der stiller krav til hovedets stilling. Fx ruller, triller, laver kolbøtter, snurrer rundt, hopper, danser og løber rundt mellem hinanden. Følesansen kommer i spil, når vi løber med bare fødder på forskelligt slags underlag, når vi leger med forskellige slags bolde og ærteposer. Muskel-ledsansen stimuleres, når vi skal række ud efter noget, kaster og griber, trækker, skubber, kravler og tumler.

Vi opfordrer til at børnene leger i bare fødder – både når vi er ude og inde. Det styrker deres balance, fodmuskulatur samt øger sansestimuli til resten af kroppen. Når det bliver lidt koldere er gymnastiksko til indendørsbrug og bløde sko til udendørsbrug fint. Fodboldstøvler, benskinner og andet udstyr er IKKE nødvendigt. Det begrænser nærmere børnenes bevægelsesmuligheder.

Da børns evner og udvikling er forskellige, er holdene ikke skarpt opdelt efter alder, men efter hvor barnet får tilpas udfordring og vigtigst af alt – har det sjovt! Derfor tillader vi os nogle gange, at rykke et barn hhv. op eller ned, hvis vi kan se at barnet får mere ud af at være på et af de andre smølfeboldhold (U3, U4, U5).